onsdag den 30. november 2016

Det har været et par rigtig hårde dage med, at få køkkenet på plads. Ovnen, en Smeg var defekt, så den blev udskiftet med en ny og af andet mærke. Nu er det jo sådan, at det er sjælden, at tingene er lige at gå til. Det var det heller ikke her, da der skulle ændres elforsyning i form af vinklen på de stik, der skulle bruges.

Da vi var på opbevaringen efter nogle ting, var jeg så heldig, at finde de fleste kasser til køkkenet, så de forgående dage er gået med afvaskning og opvask. Her priser jeg mig lykkelig over mine to opvaske maskiner, så jeg kunne få tingene af vejen, mens jeg kunne lave andre ting. Ih guder, hvor har jeg meget køkkengrej og især Tuppervare. Køkkenet er nu brugbart, så næste step bliver soveværelset, som vi starter på i morgen. Der får vi desuden besøg af en tømmer/snedker, som skal give bud på det lille bryggers, hvor jeg mangler både skabe og bordplads. 

lørdag den 26. november 2016

Efter at jeg har været væk fra min blogs i en meget lang periode, så har jeg valgt, at starte op igen. Dette ene og alene fordi, at jeg har savnet skriveriet, men også fordi, at min mand og jeg har forladt Danmark. Dette var et ønske, som vi har haft i en del år, men det har ikke været realistisk før nu. Ikke at det har været helt nemt beslutning, da vi stadig har vores børn og børnebørn i Danmark, men med en afstand på ca halvanden time til Helsingborg, skal det nok gå.




På mandag kl 11 får vi nøglen til denne ejendom. Det er et træhus fra 2006 på 180 kvm. Grunden er på små 4000 kvm, og er et helt blankt lærred. De der har fulgt mit liv i Hornbæk, som vi solgte i maj og fraflyttede i starten af juli ved, at haven stod i høj kurs for mig. Græsser og hosta klart var mine ynglinge, og de vil også komme med i den nye have. Haven her vil på ingen måde blive, som i Hornbæk. Det orker jeg ikke, men der vil blive bygget en garage og komme en stor terrasse, urtehave, hønsegård og formentlig et drivhus med tiden. Jeg skal desuden have plantet frugttræer og en indbydende indkørsel skal laves.

Velkommen til og jeg håber, at I skulle have lyst til, at følge mig igen.